mandag den 1. maj 2023

Maj 2023


Simple Daily Drawing er ikke Simple længere.

(For this post in English)

     De vil vokse videre end Facebook - og selvom jeg godt forstår utilfredsheden med Facebook, er jeg ikke glad for det nye koncept.
     Den nye gruppe skal man betale for, melde sig ind i. Og det er en gruppe, hvor man tilbydes meget mere end bare stikord og et fællesskab om at tegne. Og det er netop alt dette meget mere, der er mig imod.



Deres nyhedsbrev forklarer:
  • Vi er ved at flytte Simple Daily Drawing fra Facebook til Mighty Network. Fra den 1. maj er det der, vi bor. Fra og med maj vil vi stadig slå månedlige stikordslister og bonusudfordringer op i Facebook-gruppen, men vi vil lægge vores tid, energi og engagement i vores nye platform.
  • I dette nye fællesskab vil du få adgang til MERE end blot et sted, hvor folk lægger tegninger op ... Vi vil være vært for arrangementer, lancere kurser, organisere (virtuelle og personlige!) møder og meget mere - alt sammen skræddersyet til vores medlemmers unikke behov og interesser. Faktisk vil vores medlemmer få indflydelse på vores tilbud, efterhånden som vi vokser.
  • Dette fællesskab vil give dig mulighed for en mere meningsfuld og dybere forbindelse med andre. Det er meget brugervenligt, og du vil blive guidet gennem sitet, når du tilmelder dig, så du hurtigt kan lære, hvor alting er.
Lige alt det, jeg ikke har lyst til.
     Jeg føler mig derfor svigtet og dybt frustreret. I SDD havde jeg endelig fundet opmuntrende  fællesskab uden stress, uden ekstrating og uden nogen form for pres.

Jo, Facebookgruppen forbliver; og grundlæggeren erklærer at hun ikke vil forlade os, ikke vil lade gruppen gå til grunde. Og jeg tror også på at hun mener det, men jeg er ret pessimistisk. Mine betænkeligheder går på indholdet, atmosfæren osv. i FB-gruppen.
     Et flertal af de aktive SDD'ere vil naturligvis melde sig ind i den nye gruppe, vil lægge deres tegninger op der, skrive der, kommentere på hinandens tegninger der. De vil ikke alle gøre det dobbeltarbejde det er at skrive og kommentere begge steder ... måske vil de gøre det i begyndelsen. Men tid og energi kan kun bruges én gang, så langsomt vil FB-gruppen komme til at betyde mindre for dem. Og jeg frygter at det vil føre til at FBgruppen går ind i en dødsspiral. Færre kommentarer, færre likes, hvilket fører til færre indlæg, mindre tid brugt der og mindre indhold. Jeg og de andre ikke så energiske bliver overladt til os selv.

Der er nogle dage, hvor jeg kun åbner internettet for at se, hvad Angie og de andre har fået ud af dagens stikord. Jeg har stikordene som baggrund på min computer, så de er det første, jeg ser, når jeg tænder for den. Og de har fået mig til at smile - i hvert fald lidt - siden oktober '21. I dag følte jeg mig deprimeret, da jeg så dem.

Jeg ved ikke, hvordan jeg fortsætter herfra fremover. Meget vil afhænge af, hvad der sker med Facebook-gruppen. Jeg har som sagt ikke lyst til at blive hængende i en gruppe, der langsomt imploderer, mens alle de aktive, opmuntrende osv. medlemmer forlyster sig på den nye, fine hjemmeside.

Som man måske kan se, fik vi allerede den meddelelse i april. Det gik i den grad ud over min lyst til at tegne.


Ingen kommentarer: